Tre personer sigtet for vold i Varde

dato

Tre mænd fremstilles i dag i grundlovsforhør sigtet for vold

Tre mænd fremstilles i dag i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg sigtet for vold i Varde i går.

 

Syd- & Sønderjyllands Politi fik klokken 15.41 onsdag eftermiddag en anmeldelse om knivstikkeri i Storegade i Varde og anholdt efterfølgende tre mænd. To mænd på 23 og 31 år er sigtet for grov vold mod en 27-årig mand. Den 27-årige mand er sigtet for grov vold med kniv mod den 23-årige og den 31-årige mand.

 

Politiet var til stede ved adressen gennem længere tid onsdag, hvor der blandt andet blev foretaget en gerningsstedsundersøgelse og søgt med hunde, hvilket blandt andet betød, at Storegade var afspærret i en periode.

 

Vi har fuld forståelse for, at den øgede polititilstedeværelse kan give anledning til spørgsmål, men vi håber ikke, at det fører til utryghed hos borgerne, for det er der ingen grund til. Det er vores klare opfattelse, at der er tale om et internt forhold, formentlig i et kriminelt miljø, og i den pågældende sag har der været behov for en mere omfattende indsats, fordi flere forskellige faglige kompetencer har skullet bidrage,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

 

Har man oplysninger til politiet eller har hændelsen rejst spørgsmål, så er man meget velkommen til at henvende sig på politistationen i Storegade i Varde mellem klokken 15 og 17 i dag. Man kan også kontakte politiet på telefon 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.

 

Den ene af de tre sigtede mænd har efter politiets opfattelse tilknytning til rockergrupperingen Commanches.

 

De tre sigtede fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg klokken 15. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi