Vestre Landsret har omgjort løsladelsen af to sigtede fra knivoverfald i Varde
Vestre Landsret har omgjort løsladelsen af to sigtede fra et knivoverfald i Varde onsdag den 22. oktober. De to mænd blev torsdag den 23. oktober løsladt efter et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi kærede kendelsen, og Vestre Landsret har nu omgjort den.
Syd- & Sønderjyllands Politi fik klokken 15.41 onsdag den 22. oktober en anmeldelse om knivstikkeri i Storegade i Varde og anholdt efterfølgende tre mænd. To mænd på 23 og 31 år blev sigtet for grov vold mod en 27-årig mand. Den 27-årige mand blev sigtet for grov vold med kniv mod den 23-årige og den 31-årige mand. De tre sigtede blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor den 27-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.
Den 23-årige og den 31-årige blev løsladt, og politiet søger efter landsrettens omgørelse nu de to sigtede med henblik på at anholde dem og få dem anbragt i varetægtsfængsel. Den ene af de to løsladte har efter politiets opfattelse tilknytning til rockergrupperingen Comanches.
”Vi eftersøger dem og opfordrer de to sigtede til selv at henvende sig til os. Vi hører også gerne fra borgere, der har oplysninger om, hvor de opholder sig,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.