To gerningsmænd identificeret

Profilbillede
dato

<br>Syd- og Sønderjyllands Politi takker borgerne for mange henvendelser efter offentliggørelse af billeder af to gerningsmænd

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu fået identificeret de to mistænkte gerningsmænd, der i går blev eftersøgt med billeder. De to mænd mistænkes for at have franarret kreditkort og koder fra borgere i Varde og Esbjerg. Efterforskningen af sagerne har blandt andet ført frem til overvågningsbilleder, der viser to mænd, der hæver penge fra de forurettede borgeres konti.

 

”Vi har fået mange henvendelser i sagen og takker borgerne for den store hjælp, der nu har ført til, at begge mænd nu er identificeret”, siger politikommissær Kent Brynilsen, leder af politiet i Varde.  

 

Den ene gerningsmand er anholdt og Anklagemyndigheden tager senere stilling til, om der skal ske en fremstilling i grundlovsforhør. Den anden mand er identificeret:

 

”Jeg vil gerne opfordre ham til at melde sig selv. Vi ved, hvem han er og leder efter ham”, siger politikommissær Kent Brynilsen.

 

Svindlere ringede til borgerne på fastnettelefon og lokkede de forurettede til at udlevere deres kode under dække af, at de så kunne få samme kode på deres nye kreditkort. Efter udleveringen af kort og kode blev forbindelsen på fastnettelefonen afbrudt og kort efter blev der hævet penge fra kontoen i den nærmeste pengeautomat. De offentliggjorte billeder viste de to mænd, der hævede penge fra de forurettede borgeres konti, kort efter kreditkortene var hentet hos borgerne.  

 

”Vi har set præcis den samme fremgangsmåde i flere tilfælde. Det er opkald på fastnettelefonen og samtalen bliver ikke afbrudt, før borgeren har udleveret kreditkort, pinkode og i flere tilfælde også smykker og kontanter til en person, der møder op på bopælen. Vi vil meget gerne advare borgerne mod svindlerne og opfordre alle til at dele informationen med familie, venner og andre, så vi kan undgå, at borgere bliver svindlet”, siger Kent Brynilsen.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået omkring 20 anmeldelser om lignende sager fra den 26. februar til den 5. marts.  

 

Mediernes kontakt: Politikommissær Kent Brynilsen 29291132

 

Politiet opfordrer medier til at fjerne billederne.

 

Gode råd:
•            Træk vejret og tænk dig om. Bank eller politi vil aldrig have meget travlt ved borgerkontakt. Du må altid lægge på, snakke med en fortrolig og vende tilbage
•            Kan du ikke afbryde opkaldet på fastnet-telefonen, så tag strømmen fra telefonen for at nulstille linjen
•            Tag selv kontakt til den myndighed, der ringer. Ring altid på hovednummeret eller mød fysisk op ved din bank, politi eller lignende
•            Udlevér aldrig dine konto- eller kodeoplysninger. Bank, politi eller lignende vil aldrig efterspørge dine personlige oplysninger, kort eller andet telefonisk eller på din adresse
•            Hent information på http://sikkerdigital.dk/  og http://dkr.dk/ eller ring til cyberhotlinen på 3337 0037
•            Har du været udsat for svindel og har brug for hjælp, kan du kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006, der yder anonym, gratis hjælp til ofre for kriminalitet
•            Hjælp din mor, far, nabo eller andre ved at dele denne viden med dem

 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi