Ruslandsanalytiker og efterretningsofficer søges til Intelligence Fusion Centre ved 2 Military Intelligence Bataljon

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Trækker det i dig at udvikle din militære profession og dykke ned i modstanderens doktrin, taktik og teknologi, og dermed lægge styrkeproduktion, drift og afgivelseskoordination på hylden for en stund?
Arbejdet med efterretningsanalyse og udgivelse af temabaserede produkter bidrager til en bedre forståelse for russiske enheder, truslen for Hærens enheder og en fokusering af enheds- og samvirkeuddannelse ved Hærens enheder.

Ved Intelligence Fusion Centre (IFC) får du som militær analytiker muligheden for at dyrke og styrke dine analytiske evner inden for efterretningsanalyse.

Om os

IFC er placeret ved 2. Military Intelligence Bataljon (2. MIBTN) ved Efterretningsregimentet i Varde. Bataljonen består, ud over IFC, tillige af et uddannelseskompagni og efterretningsindhentnings-, analyse- og påvirkningsenheder.

IFC er et videns- og analysecenter, som udover at forestå den efterretningsmæssige understøttelse af Hærkommandoen, dagligt bearbejder informationer fra forskellige klassificerede og ikke-klassificerede netværk og udarbejder produkter såsom Intelligence Summary (INTSUM), Supplementary Intelligence Report (SUPINTREP), Intelligence Report (INTREP), Briefinger, temabaserede notater m.m. til støtte for de igangværende og kommende missioner samt beredskabsenheder på primært taktisk niveau.

IFC er inddelt i 3 specialer.

All Source Analysis Cell (ASAC) håndterer aktuelle fokusområder i samråd med Hærens tjenestegrensansvarlige myndigheder, Hjemmeværnet og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Intelligence Requirement Management og Collection Management (IRM&CM) som generelt håndterer efterretninger på alle tilgængelige netværk, herunder rapporteringer, temasignaler samt opgaver i IFC.

Det sidste speciale er Technical Intelligence (TECHINT) som bearbejder og udfærdiger tekniske produkter i relation til trusler fra konventionelle og ikke konventionelle våben og våbensystemer, samt analyser af køretøjer, udrustning og materiel. Herunder varetages ansvaret for uddannelsesdokumentation for materielkending og dermed også gennemførelse af specialistkursus.

IFC organisation består af 39 militære og civile stillinger (34 hhv. 5), og har en bemandingsgrad på niveau med Hærens øvrige enheder.

IFC er en arbejdsplads præget af stor faglig stolthed, analytisk kapacitet, gode interne relationer kollegaerne imellem, tid til grundighed, vekslende opgaver og plads til udvikling og uddannelse af den enkelte medarbejder.

I 2 MIBTN hersker der en åben, imødekommende og respektfuld omgangstone, hvor der lægges vægt på faglighed og vidensdeling, samt et godt kammeratskab på tværs af alle grader.

Om stillingen

Vi tilbyder en stilling i et dynamisk operativt miljø med engagerede og dedikerede kollegaer, hvor der er en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø.

Der vil være mulighed for at aftale fleksibilitet i forhold til arbejdsform og -tider samt gode muligheder for personlig kompetence- og kvalifikationsudvikling.

Fokusområdet/landegruppen du vil blive tilknyttet i ASAC vil i udgangspunktet være Rusland, som har fået øget fokus.

Afhængigt af din kompetenceprofil, vil du enten indgå som analytiker eller leder af Ruslandteamet og derved blive ansvarlig for den daglige styring og opgaveløsning. Uanset hvilken rolle du er interesseret i, så vil dette indbefatte bl.a. kontinuerligt at skulle styre indhentningsprocesserne, udfærdigelse af skriftlige produkter af høj kvalitet og gennemførelse af detaljerede briefinger for enheder, enkeltpersoner og til tider Hærens øverste chefer.

Jobbet er meget selvstændigt og du vil derfor selvstændigt blive ansvarlig for at koordinere med interne og eksterne kolleger samt eksterne samarbejdspartnere såsom Forsvarets Efterretningstjeneste, de to brigader og Hærkommandoen.

IFC har løbende opstillet E-specialister til flere af Hærens missioner, hvorfor du på sigt vil få mulighed for at blive udsendt til en af Hærens missioner i tre-seks måneder afhængigt af Forsvarets internationale engagement.

Om dig

Du er kaptajn og har gennemført videreuddannelse eller tilsvarende. Alternativt er du erfaren premierløjtnant, der er i gang med, eller vurderet egnet til, gennemførelse af Føringsuddannelsen. I givet fald skal du indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen som funktion i højere stilling indtil udnævnelse.

Du har forrettet tjeneste på underafdelings-, bataljons- og gerne brigadeniveau og er klar til at bruge dine kompetencer og kvalifikationer i en mere fordybende rolle, hvor du til gengæld får tid til fordybelse, uddannelse og samtidigt får stabilitet i hverdagen med tid til familien.

Det er ønskeligt, at du tidligere har arbejdet med efterretningstjeneste, men det er ikke et ultimativt krav. Er du top motiveret og analytisk anlagt, skal vi nok sørge for at klæde dig på.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Hvis du er premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus/VUK eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. Aflønning i stillingen vil i så fald ske efter reglerne om midlertidig funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som kaptajn/kaptajnløjtnant kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt og ved styrelseschefens godkendelse.

Som ansat på Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Fast tjenestested vil være Varde Kaserne.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos chefen for ASAC, major Per Tingleff på mail: EFR-2B-110A@mil.dk/telefon: 728 29645 eller chefen for IFC, kaptajn Mark Qvist: EFR-2B-100A@mil.dk/telefon: 728 29664. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 728 19143.

Ansøgningsfristen er den 21. marts 2024. Samtaler gennemføres umiddelbart herefter.

Ansættelse hurtigst muligt efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

EFR har et tæt samarbejde med Varde og Esbjerg Kommune vedrørende bl.a. tilflytterservice.

Med udgangspunkt i dit/jeres behov og ønsker, tilpasser vi støtten i forhold til partnerjob, skole og bolig m.v.

Varde Kommune har en række tilbud til tilflyttere, herunder bistand til bolig og job.

Der er mulighed for sparring på jobsøgning og formidling af CV til en række virksomheder.

I Varde Kommune har partneren mulighed for at komme til samtale ved udvalgte private og offentlige virksomheder, når der er et match på kvalifikationer.

Tilflyttere med ansættelse samt pendlere har derudover fortrinsret til en række lejeboliger i Varde kommune.

Esbjerg Kommune har et program for medflyttende partnere med bl.a. sparring på jobsøgning og formidling af CV til en lang række virksomheder.

Ligeledes formidles kontakt til private udlejere af lejeboliger.

Tilflyttere med ansættelse kan skrive sig op på venteliste hos boligforeningerne i Esbjerg Kommune og rykke frem i køen til lejligheder.

Læs mere om, hvad tilflytterservice kan gøre for dig/jer på www.nyiesbjerg.dk og www.flyttilvarde.dk.

Du er meget velkommen til at kontakte bosætningskonsulent i Varde Kommune, Nadia Steinicke på telefon 79 94 65 05 / 30 34 46 25 eller mail nste@varde.dk og bosætningskoordinator Esbjerg Kommune Pia Enemark, piene@esbjergkommune.dk, 20 47 32 06.

OM EFTERRETNINGSREGIMENTET
Efterretningsregimentet er centrum for militære enheder, der indhenter, bearbejder og analyserer informationer, for at skabe sikkerhed for danske soldater. Regimentet bidrager til det daglige situationsbillede, og yder efterretningsstøtte til Hæren og til militære enheder, udsendt i international tjeneste.

Regimentet forestår endvidere Conduct after Capture uddannelserne i forsvaret og er ansvarlig for den militære sikkerhedstjeneste i Hæren.

Regimentet er placeret på Varde Kaserne og beskæftiger ca. 260 faste medarbejdere, fordelt på et garnisonsstøtteelement og en efterretningsbataljon. Regimentet uddanner ca. 250 værnepligtige om året.

Endvidere er 1 Intelligence Surveillance Reconnaissance Bataljon også placeret på garnisonen. Bataljonen tilhører 1. brigade og har 295 fastansatte.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Varde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Varde Kaserne, Hjertingvej , 6800 Varde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6006688

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet