Leder for PPR i Varde Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Lige nu har du mulighed for at være med til at skabe optimale rammer for at samtænke kommunens mange indsatser og tilbud for at sikre trivsel for børn, unge og deres familier. Vi søger en erfaren leder, der med sikker hånd kan bygge oven på de eksisterende styrker og være med til at skabe sammenhængskraft mellem skole-, dagtilbuds- og børn og familieområdet.

I vores pædagogiske, psykologiske rådgivningsenhed PPR arbejder vi ud fra Varde Kommunes børnesyn, der tager afsæt i, at alle børn, unge og deres familier gør det så godt, som de kan. Derfor er det vigtigt for os, at vores nye leder deler vores tårnhøje ambition om, at vi med stor respekt og professionalisme tilbyder de rigtige indsatser og behandlingstilbud, så tidligt som overhovedet muligt. 

Som ny leder for PPR i Varde Kommune bliver du personaleleder for en afdeling med ca. 30 dygtige medarbejdere og en faglig koordinator, der fagligt spænder fra psykologer, pædagogiske konsulenter, fysioterapeuter til talehørekonsulenter. 

Udviklingsorienteret ledelse og sikker drift
I Varde Kommune er vi i fuld gang med at udvikle et behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel med udgangspunkt i den nationale faglige ramme Faglig ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Derfor bliver din primære opgave at stå i spidsen for den igangværende udviklingsproces samtidig med, at fortsætte de spændende opgaver, som PPR i dag løser, uden slinger i valsen. 

PPR-afdelingen er en del af området Børn og Familie, hvor vi med hver vores faglige vinkel brænder for, at sikre de bedst mulige vilkår for alle børn, unge og familier. I vores overordnede mission har vi valgt at fokusere på, at: 

  • styrke sundhed, trivsel og mestring  
  • skabe trygge, udviklende rammer og fællesskaber 
  • sikre sammenhængskraft på tværs af fagligheder  

Det er vigtigt for os, at du kan se dig selv i vores mission, så den kan være den røde tråd i arbejdet med at skabe forbedrede rammer for en koordineret indsats på tværs af de mange fagområder. 

Hvem er du? 
Din faglige profil kan være strikket sammen på mange forskellige måder, men opgaveporteføljen kalder på erfaring med personaleledelse og erfaring med at omsætte faglige perspektiver til mennesker og deres levede liv. Det er en stor fordel hvis du har erfaring med udviklingsprocesser og arbejdet med at sikre sammenhængskraft på tværs af flere enheder. 

Det er ikke et krav, at du har været en del af en PPR-afdeling, men det er vigtigt for os, at du brænder for børne- og ungeområdet. Vi forventer, at du har en relevant lederuddannelse eller i hvert fald har lyst til at påbegynde den, og at du har erfaring med afdelinger, der favner forskellige fagligheder. Det er en fordel, at din faglige baggrund gør dig i stand til at sætte dig ind i de forskellige lovgivninger samt komplekse og tværfaglige problemstillinger på børne- og ungeområdet. 

Som person forestiller vi os, at du er en holdspiller og at du tænker helhedsorienteret så du kan bevare overblikket, skabe ro og struktur i forandringer og se muligheder. Derudover ser vi gerne, at du kan lede en medarbejdergruppe der har en høj grad af selvstændighed og selvledelse, som trives med tillid og nærværende ledelse og at du som leder kan tage ansvar, såvel overfor medarbejdere som øvrig organisation.

Hvem er vi og hvad kan vi tilbyde dig?
PPR er en afdeling under Børn og Familie i Varde Kommune. Børn og Familie rummer også Myndighed og Familiecentret, Varde STU-center, Tandplejen og Sundhedsplejen. Derudover er der Fælles Administrationen og Administration Myndighed, hvor der både er ansat administrative medarbejdere og konsulenter. 

Du vil i det daglige referere til Vibeke Stage, der er chef for Børn og Familie.

Du vil blive leder for en veldrevet afdeling med et godt miljø og kompetente medarbejdere. Du kan lære os lidt bedre at kende i denne video, hvor du også kan høre mere om stillingen, om vores tanker om den kommende leder og hvad vi kan tilbyde dig: Se vores video her

Alt det praktiske
Ansøgningsfristen er den 31. maj 2024. Når du sender os din ansøgning, vil vi bede dig forholde dig til dilemmaet herunder. 

Vi forventer at afholde første samtale den 10. juni og anden samtale den 20. juni. Der vil, som en del af ansættelsessamtalerne, indgå en case og en personlighedsprofil, som du får mere information om til den tid. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Vibeke Stage på telefon 29 35 89 22 eller vibs@varde.dk. 

Vi ønsker, at vores nye leder kan starte den 1.  august 2024, og vi sørger selvfølgelig for at tilrettelægge et introforløb, så du får de bedste vilkår for en god start i jobbet. Din arbejdsplads bliver Borgercenter Varde, Frisvadvej 35, 6800 Varde.

Stillingen er på fuld tid, og løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Ved ansættelse vil du blive bedt om at fremvise straffeattest og børneattest.

Dit dilemma
Som en del af din ansøgning vil vi gerne have, at du tager stilling til følgende dilemma:

PPR i Varde Kommune står over for et spændende udviklings- og implementeringsarbejde når alle landets kommuner i løbet af 2025 skal kunne tilbyde et lettilgængeligt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Derudover har vi en masse eksisterende opgaver, med fokus på konsultativ bistand i skoler og dagtilbud, som skal have samme fokus som hidtil. 

Hvordan vil du gribe din ledelsesrolle an? Det er afgørende at du bevarer fokus på det gode arbejdsmiljø, sikrer at alle børn, unge og familier stadig får den hjælp de har brug for - og samtidig evner at stå i spidsen for at skabe fremtidens PPR.

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Varde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Varde Kommune, Frisvadvej 35, 6800 Varde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6044037

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet