Vil du have en nøgleposition i udviklingen af demensområdet? Brænder du for at sikre en god hverdag for vores ældre borgere og et godt arbejdsmiljø for vores kompetente medarbejdere og ledere? Så har du lige nu muligheden i Varde Kommune, hvor du kan sætte dit præg på fremtidens løsninger i ældreplejen.
Du kommer til at præge hverdagen for knap 150 ældre, tre demensplejecentre, to daghjem for demente, et plejecenter for borgere med misbrugsudfordringer og et somatisk plejecenter med aflastningspladser og ca. 200 medarbejdere.
Lær os lidt bedre at kende og hør mere om den spændende opgave i denne video:
Vores store ambitioner på demensområdet
I Varde Kommune har vi fokus på at hverdagslivet skal kunne leves, som den enkelte ønsker det. Vi ser det som vores fornemste opgave at understøtte og hjælpe den enkelte borger efter behov, og derfor lægger vi utrolig stor vægt på at skabe det bedst tænkelige samarbejde med både pårørende og med beboerne på vores plejecentre.
Som områdeleder vil du opleve en arbejdsplads med en uformel tone og fokus på, at både ledere, medarbejdere og borgere har det godt. Det politiske bagland tager ansvar, og vores samlede organisation tager den vigtige velfærdsopgave særdeles alvorligt.
Er det dig, vi leder efter?
Det er ikke så afgørende, om du har den eller den anden sundhedsfaglige baggrund, men vi lægger stor vægt på, at du brænder for demensområdet og kender det indgående.
Du har ledelseserfaring og gerne med erfaring med ledelse af ledere. Det er en fordel, hvis du allerede har taget en lederuddannelse. Medarbejdernes trivsel er afgørende for, hvor godt vi lykkes. Derfor ønsker vi en leder, der er dygtig til at sikre og udvikle et godt arbejdsmiljø.
Det er vigtigt, at du kan tænke ud fra et helikopterperspektiv, hvor du ser sammenhænge og helheder – men du skal også kunne zoome ind på de enkelte enheder og bidrage til løsninger på deres individuelle udfordringer.
Vi håber, at du er en vedholdende, relationsskabende person, der deler vores værdier om ordentlighed og medmenneskelighed. Du skal være dygtig til at bevare overblikket, og jobbet kalder på stærke kommunikationsevner.
Fagligt har du indsigt i økonomistyring og erfaring med kommunale budgetter. Du har erfaring med at drive processer på en inkluderende måde, hvor du både sikrer følgeskab og sørger for, at I når sikkert i mål sammen. Det er en fordel, hvis du interesserer dig for velfærdsteknologi, og møder nye teknologiske muligheder med interesse og nysgerrighed.
Nogle af dine vigtigste opgaver
Du har det overordnede ansvar for drift, økonomi og koordinering. Som ny områdeleder står du i spidsen for den strategiske udvikling. Du får hjælp af dygtige ledere og medarbejdere, der allerede er i gang med at udarbejde en ny demensstrategi. Der er stadig rig mulighed for, at du sætter dit helt eget præg på den strategiske retning, og der venter et spændende arbejde med at lave de konkrete handleplaner.
Sådan er vi organiseret
Som områdeleder indgår du i et stærkt ledelsesteam med de fire andre områdeledere, en uddannelsesleder, ældrechefen og viceældrechefen. Sammen sætter I retningen for området – både fagligt, strategisk, organisatorisk, økonomisk og udviklingsmæssigt. Det gode arbejdsliv og trivsel for borgere og ansatte skaber vi sammen.
Du vil du referere til kommunens ældrechef, og du bliver personaleleder for seks teamledere, en administrativ medarbejder og to områdesygeplejesker. Sammen udgør i det stærke ledelsesteam, hvor I styrker og støtter hinanden.
I stillings- og funktionsbeskrivelsen for områdeleder i sygeplejen og ældreområdet kan du læse mere om nogle af de primære opgaver i stillingen. Den finder du lige her:
Job- og stillingsprofiler samt øvrige dokumenter - Varde Kommune
Alt det praktiske
Der er ansøgningsfrist den 5. december 2024, og vi forventer at afholde første samtale den 11. december og anden samtale den 16. december.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte ældrechef Lone Boysen på telefon 21 48 97 79 eller viceældrechef Anne-Mette Lange Andersen på 20 56 3088.
Vi ønsker, at vores nye områdeleder kan starte den 1. februar 2025, men vi er indstillede på at vente på den helt rigtige person.
Din arbejdsplads er Lyngparken 1, 6800 Varde. Stillingen er på fuld tid, og løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Lønnen fastsættes efter konkret forhandling i forhold til relevante kompetencer med et forventet lønniveau på ca. 670.000 kr. Hertil kommer pension.
Vi glæder os til at høre fra dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Varde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Varde Kommune, Lyngparken 1, 6800 Varde
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-12-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6145943