Bliv indkøber i en dynamisk og serviceminded afdeling hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Varde

dato

Er du serviceminded, og har du lyst til at blive en del af et engageret indkøbsteam, som er med til at servicere vores Forsvar og Beredskab med alle former for forsyning, så er du måske vores kommende kollega til indkøbsafdelingen.

Om os
Indkøbscenter Varde er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Supply Chain Division. Vi køber bredt ind til Forsvaret og vi leverer og opbevarer alle former for forsyninger til Forsvarets enheder og ansatte. Vi varetager i samarbejde med Forsyningscentre den direkte genforsyning af Forsvarets operative enheder og myndigheder - indsat enten nationalt eller internationalt.

Du bliver en del af en spændende arbejdsplads i vækst med udfordrende og varierende arbejdsopgaver. Vi lægger vægt på en uformel omgangstone, hjælpsomhed og gode relationer. Vi har fokus på udvikling, arbejdsglæde og gode kolleger står klar til at tage godt imod dig. Vi tilbyder et spændende og alsidigt job med faglige og personlige udviklingsmuligheder.

Om stillingen
Som vores nye indkøber bliver du en del af et team bestående af andre indkøbere og planlæggere. Teamet opretter indkøbsordrer og på baggrund af disse, sikrer I rettidig levering og opfølgning. Det kræver selvdisciplin og en struktureret tilgang til løsning af opgaven. Du skal derfor have et professionelt fokus på de indkøb, der foretages i tråd med lovgivning på området.

Vi har tæt kontakt til vores brugere. Derfor kræver jobbet, at du er nysgerrig på soldatens hverdag og behov samt har en tilgang, hvor service og det at holde soldaten i centrum sættes i højsædet, men hvor der samtidig er forståelse for de gældende bestemmelser og regler, der findes på området.

Dine primære opgaver bliver:

• Oprettelse af indkøbsordrer

• Tastning af ordrebekræftelser

• Vedhæftning af dokumentation på indkøbsordrer

• Fakturabehandling

• Opfølgning på åbentstående indkøbsordrer

Stillingen er på 37 timer.

Om dig
Vi ser gerne, at du har en kontoruddannelse med speciale som indkøber eller anden relevant uddannelse. Erfaring i brug af ERP systemer vil være en fordel, men tøv ikke - vi sørger for, at du får en grundig oplæring omkring indkøb.

Du trives med rutineprægede opgaver og du formår at holde et højt fagligt niveau i opgaveløsningen.

Da området inden for indkøb til Forsvaret er under konstant udvikling, skal du kunne agere i et miljø påvirket af forandring, besidde detaljeforståelse og bidrage engageret til at optimere samt udvikle inden for eget område.

Du er serviceminded og en god kollega, som tror på fordelene ved videndeling.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Varde.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte elementleder Didi Sandvang Nielsen på telefon 2096 4554 eller via e-mail: FMI-SC-CHICV@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Mie Jensen på telefon 3266 5394.

Ansøgningsfristen er den 25. april 2025 og ansættelsessamtaler forventes gennemført i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. juni 2025 eller snarest derefter.

Vi vil bede dig om at søge jobbet via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om forsvarsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI) er forsvarets materielfaglige myndighed. Vi indkøber, vedligeholder og udfaser materiel for alle forsvarets myndigheder - lige fra kampvogne, skibe, helikoptere og jagerfly til støvler og lommeknive. FMI hører under Forsvarsministeriet, og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder. Læs mere om Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse på: www.forsvaret.dk/FMI.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Varde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen ved Varde KAS, Hjertingvej, 6800 Varde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/7a65b245-5e54-4c67-a8ff-04944298ee84

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet