Anklagemyndigheden standser efterforskningen i sag om varselsskud mod ulve

dato

Episoden fandt sted i april, hvor ulvene havde fulgt efter en 63-årig mand og dennes hund og efterfølgende opholdt sig nær mandens bopæl.

Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland har besluttet at standse efterforskningen i en sag, hvor en 63-årig mand i Varde Kommune var anmeldt for at have affyret to varselsskud mod seks ulve.

 

Episoden fandt sted den 10. april 2026, hvor ulvene havde fulgt efter den 63-årige og dennes hund og efterfølgende opholdt sig nær mandens bopæl. Det var i første omgang ikke lykkedes at skræmme ulvene væk med råb og fagter. Og den 63-årige, der har jagttegn, så sig derfor nødsaget til at affyre varselsskuddene for at få ulvene til at forlade området.

 

Anmeldelsen har været efterforsket af politiet, hvorefter anklagemyndigheden har vurderet sagen juridisk.

 

Ulven er fredet i Danmark og er beskyttet af blandt andet naturbeskyttelsesloven. Dette betyder, at man ikke bevidst må skade bestanden eller ødelægge dyrenes yngle- og rasteområder.

 

Anklagemyndigheden vurderer på baggrund af efterforskningen, at den 63-årige ikke har haft som mål at ramme dyrene og dermed skade bestanden, ligesom ulvene heller ikke har lidt skade på grund af varselsskuddene.

 

En vigtig facet i hændelsesforløbet har desuden været, at ulvene ikke var sky over for mennesker og fulgte efter den 63-årige forud for afgivelsen af varselsskuddene.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Mest læste artikler