Aflastningstjenesten modtager lokaldonation til arrangementer for demensramte og deres pårørende

Bjarne Toft fra LB Foreningen Syddanmark overrækker donation til Ingrid Bang fra Aflastningstjenesten
dato

LB Foreningen i Region Syddanmark har doneret 11.000 kroner til frivilligforeningen Aflastningstjenesten. Pengene er gået til projektet, ”Spis sammen med din besøgsven”, der har til formål at forbedre livskvaliteten for demensramte og deres pårørende, samt for besøgsvenner og frivillige gennem to sociale arrangementer i Varde og Esbjerg.

Frivilligforeningen Aflastningstjenesten kunne d. 24. september slå dørene op, og byde velkommen til LB Foreningens delegerede i Syddanmark, Bjarne Toft, som med sig havde stor gavecheck. Bjarne var blevet indbudt til snak og fortælling om Aflastningstjenestens arbejde med demensramte, hvor de også præsenterede ham for de to arrangementer i Varde og Esbjerg med kaffe, banko og fællesspisning på tapetet.

”Jeg er enormt glad for, at jeg på vegne af LB Foreningen kan overrække checken på 11.000 kroner til Aflastningstjenesten. Pengene har sikret at de frivillige, pårørende og demensramte sammen fik en dejlig oplevelse i fællesskab med hinanden,” siger Bjarne Toft fra LB Foreningens uddelingsråd i region Syddanmark.

Også hos Aflastningstejnesten er man glad for LB Foreningens donation.

”Den fine donation fra LB Foreningen har betydet at vi har kunnet afholde de to arrangementer i Varde og Esbjerg. Vi har købt præmier og lidt lækkert til ganen. Demensramte og pårørende får som sygdommen udvikler sig færre og færre fællesoplevelser, men her har de delt en skøn oplevelse sammen,” siger Ingrid Bang fra Aflastningstjenesten.

OM AFLASTNINGSTJENESTEN
Aflastningstjenesten i Esbjerg og Varde er en frivillig social forening, Blev oprettet i 1992 og tilknyttet KFUM - KFUK i Esbjerg. Målet er at aflaste pårørende der passer alvorligt syge, demente eller døende i hjemmet, og som har behov for trygt at kunne koble fra nogle timer. Vi sidder gerne i vågetjeneste hos døende på plejecentre, hospice, sygehus og i eget hjem. Tilbuddet gælder i Varde og Esbjerg kommuner, så langt ressourcerne rækker.

OM LB FORENINGEN I REGION SYDDANMARK
LB Foreningen i Region Syddanmark repræsenteres af 15 delegerede, der er valgt blandt de ca. 65.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring. Se mere om delegerede i Region Syddanmark på lbforeningen.dk.

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab med over 440.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede, valgt af medlemmerne over hele landet. De står blandt andet for velgørende uddelinger i deres regioner. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.