Politiet har sigtet en mand fra Varde Kommune for fem tilfælde af kontaktbedrageri
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt i går en 53-årig mand fra Varde Kommune og sigtede ham for fem tilfælde af kontaktbedragerier.
I mandags blev fem borgere udsat for kontaktbedragerier, hvor de via telefon blev opfordret til at udlevere deres kreditkort og kode til et bud fra banken. Den 53-årige er sigtet for at have udgivet sig for at være bankbud og have hentet kreditkort og smykker hos de fem borgere og efterfølgende hævet penge på borgernes kreditkort. To tilfælde fandt sted i Haderslev, to i Varde og et i Vojens.
Politiets efterforskning førte frem til den 53-årige, der blev anholdt onsdag klokken 17.23 på en adresse i Varde. Manden blev løsladt torsdag over middag, da der ikke var grundlag for en fremstilling i grundlovsforhør. Sigtelsen opretholdes, og politiet fortsætter efterforskningen, blandt andet for at finde frem til eventuelle medgerningsmænd.
Gode råd
- Hverken bank, politi eller andre myndigheder vil ringe og bede om personlige oplysninger, så udlever aldrig koder og personlige oplysninger i telefonen
- Husk at du gerne må afbryde opkald - også fra banken og politiet
- Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
- Udlever aldrig dine kort og koder til fremmede