Retten vurderede, at der har været nærliggende fare for andre mennesker ved landejendom, hvor den nu dømte opbevarede, fremstillede og afprøvede sine hjemmelavede våben og bomber.
En 27-årig mand fra Varde Kommune blev mandag ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i fremstilling, besiddelse og afprøvning af våben og eksplosive stoffer under særligt skærpende omstændigheder, hvor det har været til nærliggende fare for andre mennesker.
Sagen tog sin begyndelse i 2022, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi fik tip om, at der var hørt brag i området omkring den landejendom, hvor pågældende boede, og at der var delt videomateriale af affyringer.
Derfor var Syd- og Sønderjyllands Politi på adressen den 9. marts 2022, hvor politiet under en ransagning fandt både krudt, kemikalier til bombefremstilling, adskillige hjemmelavede skydevåben og materiale til at fremstille flere våben.
Med det samme blev eksperter fra både kemisk beredskab, ammunitionsrydningstjenesten samt Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) tilkaldt for at håndtere fundene.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Under efterforskningen fandt politiet store mængder videomateriale, som viste prøvesprængninger og prøveskydning af de bomber og våben, der var produceret på landejendommen. Politiet fandt ligeledes kratere efter prøvesprængninger på grunden.
Under varetægtsfængslingen kærede den sigtede kendelsen om varetægtsfængsling, og efter 3 ½ måneds varetægtsfængsling blev han løsladt efter Landsrettens afgørelse.
I dag faldt der dom i sagen, og den nu 27-årige mand blev kendt skyldig og idømt 2 ½ års ubetinget fængsel.
Anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg har ført sagen i retten. Han er tilfreds med rettens afgørelse:
”Det her er en meget speciel sag. En borger har opbevaret livsfarlige stoffer og produceret både våben og bomber uden særligt styr på produktionen. Det skal man lade professionelle som Forsvaret og Hjemmeværnet om. Der har været en nærliggende fare i denne sag for andre menneskers liv, og det accepterer vi ikke i vores samfund, ” siger Niklas Sindberg.
Selv om opbevaring, produktion og prøvesprængninger og prøveskydninger er foregået på en landejendom, har der været nærliggende fare for andre mennesker, idet der ligger en færdselsåre omkring 40 meter fra ejendommen. Flere af bomberne, der blev fundet, er vurderet til at have en sprængradius på 400 meter.
Den 27-årige mand ankede dommen på stedet.